29. maj 2018 | Nyhed

Efter to tilsynsbesøg i oktober 2017 i Udrejsecenter Kærshovedgård fastholder Folketingets Ombudsmand sin tidligere vurdering af forholdene for personer på tålt ophold med opholdspligt. Tilsynsbesøgene er en opfølgning på tilsvarende tilsynsbesøg i 2012 og 2014 i Center Sandholm, hvor personer på tålt ophold dengang boede. 

”Der er på flere punkter sket ændringer siden 2014. Samlet set finder jeg fortsat, at forholdene for disse mennesker må betegnes som meget belastende og begrænsende for grundlæggende livsførelse. Men samtidig finder jeg fortsat ikke, at der er grundlag for at anse de generelle forhold på Kærshovedgård for at være i strid med f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

Ombudsmanden peger dog på, at der blandt de personer på tålt ophold, som bor på Kærshovedgård, er mennesker med betydelige psykiske problemer, som myndighederne bør være særligt opmærksomme på. 

Fremtidsperspektiver har ændret sig
Personer på tålt ophold har ikke ret til at være i Danmark. F.eks. fordi de anses for en fare for statens sikkerhed, eller fordi de er udvist for kriminalitet. De kan imidlertid ikke udsendes til deres hjemland, fordi de dér risikerer dødsstraf, tortur eller lignende. 

I 2016 besluttede myndighederne, at personer på tålt ophold med opholdspligt i Center Sandholm i Nordsjælland skulle flyttes til Kærshovedgård i Jylland, ca. 15 km fra Ikast. Ombudsmanden peger på, at flytningen til Kærshovedgård, der ud fra en overordnet betragtning ligger betydeligt mere isoleret end Center Sandholm, har gjort det vanskeligere for de pågældende personer at opretholde en tilknytning til det omgivende samfund.  

Over for dette står bl.a., at domme i den senere tid – herunder fra Højesteret – har medført, at en række personer på tålt ophold har fået ophævet deres opholdspligt. Udlændingemyndighedernes vurdering af, hvor længe opholdspligt på Kærshovedgård kan opretholdes, vil også fremover skulle ske i lyset af den nu foreliggende retspraksis. Det får ombudsmanden til at konstatere, at den udsigtsløshed, som præger en tilværelse på tålt ophold, i dag i en vis udstrækning stiller sig anderledes og mere gunstigt for de pågældende end tidligere.  

Under ombudsmandens tilsynsbesøg i Center Sandholm i 2014 var der 37 personer på tålt ophold med opholdspligt i centeret. Under det seneste tilsynsbesøg i efteråret 2017 på Kærshovedgård var det tilsvarende tal 13 personer. 

Ombudsmanden besøgte Kærshovedgård sammen med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur.
 

Se hele ombudsmandens redegørelse.
 

For yderligere oplysninger:   

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52    
 

HVEM HAR OPHOLDSPLIGT? 

Opholdspligten for en person på tålt ophold indebærer, at personen har pligt til at bo på Kærshovedgård og kun må overnatte andre steder efter tilladelse fra Udlændingestyrelsen. 

Da ombudsmanden besøgte Kærshovedgård (oktober 2017) var der 13 personer på tålt ophold med opholdspligt på stedet. De havde haft opholdspligt i følgende tidsrum: 

  • 1 person i 5-10 år.
  • 4 personer i 3-5 år.
  • 8 personer i mindre end 3 år.
     

FORHOLD FOR PERSONER PÅ TÅLT OPHOLD PÅ KÆRSHOVEDGÅRD 

  • Bor i en indhegnet afdeling.
  • Har alle eneværelse.
  • Udelukket fra lønnet beskæftigelse, men mulighed for at deltage i undervisning, aktivering og ekstern, ulønnet praktik.
  • Får tillægsydelse på 402 kr. hver 14. dag, hvis kontrakt om aktivering, undervisning og arbejdsopgaver overholdes.
  • Får 3 måltider om dagen i tidsrummene kl. 07.30-8.30, kl. 12.30-13.30 og kl. 18.00-19.00.
  • Må ikke lave mad på eget værelse og egen afdeling og må heller ikke tage maden med ud fra kantinen.
  • Får udleveret tøjpakker og pakker med hygiejneartikler.
  • Har adgang til sundhedsbehandling, hvis den er nødvendig, uopsættelig og smertelindrende.


Se yderligere forhold i redegørelse.