Ombudsmanden fokuserer på anbragte mindre børn i 2019

25. marts 2019 | Nyhed

I løbet af 2019 vil Ombudsmandens Børnekontor besøge en række døgninstitutioner og opholdssteder, hvor der bor børn i aldersgruppen 6-12 år. Temaet for årets tilsynsbesøg i Børnekontoret er nemlig socialt anbragte mindre børn.

”Mindre børn, der anbringes uden for hjemmet, befinder sig i en sårbar situation, hvor de kan have vanskeligt ved at forstå og overskue deres situation. For at få bedre kendskab til de eventuelle udfordringer, som disse børn oplever, vil vi derfor i år primært besøge døgninstitutioner og opholdssteder for mindre børn”, siger Susanne Veiga, chef for Ombudsmandens Børnekontor.

Fokus på magtanvendelser, undervisning og kontakt til pårørende

Børnekontoret har foreløbig besøgt to institutioner og har planlagt yderligere 9 besøg. Ved flere af besøgene vil Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur deltage. 

Formålet med besøgene er at kontrollere, om de anbragte børn bliver behandlet i overensstemmelse med reglerne, og om deres retssikkerhed bliver respekteret.

Tilsynsbesøgene vil især fokusere på brug af fysisk magt, undervisning og kontakt til pårørende.

I foråret 2020 samler børnekontoret op på resultaterne i en temarapport.

Flere oplysninger:

Områdechef Susanne Veiga, telefon 33 13 25 12 

Fakta

Tema for Børnekontorets tilsynsbesøg i 2019 

Reglerne om fysisk magtanvendelse 

  • Personalet kan fastholde eller føre et barn eller en ung til et andet opholdsrum, når barnet eller den unge udviser en adfærd, herunder vedvarende chikane, der er til fare for barnet eller den unge selv eller andre på stedet.
  • Lederen skal inden for 24 timer registrere magtanvendelsen på et indberetningsskema.
  • Barnet eller den unge skal gøres bekendt med registreringen og have lejlighed til at udtale sig om episoden.
  • Forældremyndighedsindehaveren skal ”uden ugrundet ophold” orienteres om, at der er anvendt magt.
  • Lederen skal ”uden ugrundet ophold” sende kopi af indberetningsskemaet til den anbringende kommune.

Reglerne om undervisning 

  • Anbragte børn og unge, der går i intern skole, har samme ret til undervisning som elever, der går i en folkeskole, dvs. de skal bl.a. undervises i den fulde fagrække. Fritagelse for undervisning i et eller flere fag (dog ikke dansk og matematik) kan ske, hvis en elev har usædvanligt store vanskeligheder i et fag, og det ikke skønnes hensigtsmæssigt at give eleven specialundervisning i faget. Eleven skal have anden undervisning i stedet for det pågældende fag.
  • Anbringelsessteder uden en såkaldt intern skole må ikke varetage undervisningen af anbragte børn og unge.

Kontakt til pårørende 

  • ­Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk. Kommunen skal sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes ved lige.