Både høj og lav skal behandles efter reglerne

1. oktober 2013 | Nyhed

Som borger i Danmark skal man behandles efter reglerne, uanset om man er landskendt ministerkandidat eller enlig modtager af sociale ydelser. Det viser to centrale sager i Folketingets Ombudsmands beretning for 2012, der netop er offentliggjort. 

Sagen om Henrik Sass Larsen udspandt sig i magtens centrum. Sass Larsen trak sig som ministerkandidat, efter at Statsministeriet og Justitsministeriet havde præsenteret ham for oplysninger om hans angivelige rockerrelationer. Han klagede bl.a. til ombudsmanden over, at han var blevet pålagt tavshedspligt og derfor ikke kunne fortælle offentligheden, hvad der var op og ned i rygterne om rockertilknytning. Ombudsmanden gav Sass Larsen medhold og udtrykte alvorlig kritik af Statsministeriet og Justitsministeriet. Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen giver i beretningen sin egen udlægning af sagen. Han skriver bl.a.: 

”Det var på mange måder en helt usædvanlig sag. Det er f.eks. ikke hverdagskost, at et medlem af Folketinget har en klagesag hos ombudsmanden om landets statsminister og justitsminister (der tilmed er fra samme politiske parti). Det er heller ikke hverdagskost, at ombudsmanden må udtale alvorlig kritik af landets øverste myndigheder. Og det er slet ikke hverdagskost, at ombudsmanden kommer så tæt på spørgsmål med relation til en regeringsdannelse.” 

I spørgsmålet om, hvor tæt en ombudsmand kan gå på f.eks. en regeringsdannelse, inddrager Jørgen Steen Sørensen synspunkter fra sin forgænger som ombudsmand: 

”Sagen om Henrik Sass Larsen er en glimrende illustration af to af Hans Gammeltoft-Hansens teser, nemlig at ombudsmanden ikke skal undlade at behandle en sag, blot fordi den (også) indeholder en politisk substans, men at ombudsmanden i ”blandede” sager – altså sager, hvor der indgår både politik og jura – skal holde sig til juraen.” 

 

Indsatsen mod socialt bedrageri 

Almindelige sager om socialt bedrageri udspiller sig ikke i magtens centrum. Her hører mange borgere til den meget ressourcesvage del af befolkningen, der kan have svært ved at forsvare sig. Folketingets Ombudsmand har i 2012 behandlet flere principielle sager om, hvor langt kommunerne kan gå i jagten på socialt bedrageri. Beretningen oplister bl.a. en ”huskeliste” for kommunerne – en række punkter, som kommunerne skal være opmærksomme på for ikke at gå borgernes rettigheder for nær. 

Beretningen giver også et tilbageblik på etableringen af ombudsmandens børnekontor, som åbnede 1. november 2012, og en oversigt over en række af de retssikkerhedsspørgsmål i forhold til børn og unge, som ombudsmanden har afdækket og rejst over for centrale myndigheder. Derudover er der i beretningen bl.a. en række hverdagshistorier fra ombudsmandens virksomhed – historier, der meget jordnært viser, hvilke problemer almindelige mennesker oplever i forhold til myndighederne, og hvad ombudsmanden kan gøre for at hjælpe.

Bagest i beretningen findes en oversigt over de principielle sager, der i årets løb er offentliggjort, og en statistisk oversigt over året 2012. 

Ombudsmandens beretning kan læses her i en særlig netversion, som svarer til den trykte. 

 

For yderligere oplysninger: 

Kontakt Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52.