Efter afgrænset undersøgelse af Paposhvili-sag: Udlændinge- og Integrationsministeriet har gjort tilstrækkeligt for at rette op på fejl

8. maj 2019 | Nyhed

Udlændinge- og integrationsministeren har tidligere beklaget fejlbehandlingen af en række sager om humanitær opholdstilladelse efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 13. december 2016 i den såkaldte Paposhvili-sag.

På den baggrund har ombudsmanden undersøgt tre afgrænsede og fremadrettede spørgsmål:

  • Udlændinge- og Integrationsministeriets identifikation af sager, som Paposhvili-dommen kunne have betydning for.
  • Udlændinge- og Integrationsministeriets vejledning til de berørte udlændinge.
  • Udlændinge- og Integrationsministeriets tiltag med henblik på forebyggelse af lignende situationer fremover.

Ombudsmanden har i dag afgivet redegørelse i sagen og ikke fundet grundlag for at foretage mere. Han siger bl.a., at Udlændinge- og Integrationsministeriet ”har gjort relevante og tilstrækkelige bestræbelser på at få fat på de udsendte eller udrejste personer, der kunne være eller var blevet behandlet forkert.”

”Ministeren har allerede beklaget de grundlæggende fejl i Paposhvili-sagen. Mit fokus har derfor været at sikre, at der så godt som muligt bliver rettet op i forhold til meget udsatte mennesker, og at tilsvarende fejl så vidt muligt undgås fremover. På disse punkter finder jeg, at Udlændinge- og Integrationsministeriet har gjort tilstrækkeligt”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.

Ombudsmandens undersøgelse angår ikke andre spørgsmål end de nævnte.

Ombudsmanden har således ikke undersøgt forløbet op til fejlbehandlingen af sagerne. Dette forløb har ministeren som nævnt tidligere beklaget. Han har heller ikke undersøgt Udlændinge- og Integrationsministeriets behandling af de konkrete sager, som blev genoptaget. Det vil han kunne gøre, hvis f.eks. berørte udlændinge klager til ham.

Kritik i sag om aktindsigt i e-mail   

Ombudsmanden har samtidig afsluttet en sag om aktindsigt i en meget omtalt intern e-mail om Paposhvili-dommen. Sagen var indbragt for ombudsmanden af Radio24syv.

Efter at ombudsmanden gik ind i sagen, genoptog Udlændinge- og Integrationsministeriet sagen og traf ny afgørelse. Ombudsmanden konkluderer, at Radio24syv nu har fået den aktindsigt i e-mailen, som der efter offentlighedsloven er krav på, og han foretager derfor ikke mere. Han udtaler dog, at ministeriets samlede sagsbehandlingstid på mere end 8 måneder er ”meget beklagelig”.

Læs ombudsmandens redegørelse i den generelle sag om Paposhvili, FOB 2019-15.                      

Læs ombudsmandens udtalelse i sagen om intern e-mail, FOB 2019-14.

Læs ombudsmandens tidligere nyheder den 12. januar 2018  og 27. marts 2018 og pressemeddelelser den 19. oktober 2018 og 6. december 2018 om sagen.

Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52 

FAKTA

  • Ved dom af 13. december 2016 i sagen Paposhvili mod Belgien (klagesag nr. 41738/10) fandt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at det ville have været en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvis Belgien havde udsendt den georgiske statsborger Paposhvili – der havde leukæmi og en forventet levetid på tre måneder ved ophør af behandling – til hans hjemland. Det skyldtes bl.a., at Belgien ikke havde overholdt sin pligt til at undersøge, om der var medicin tilgængeligt i hjemlandet. 
  • Udlændinge- og Integrationsministeriet ændrede først i begyndelsen af 2018 praksis som følge af dommen. 
  • Ombudsmanden valgte ikke at undersøge de nærmere omstændighederne, der førte til, at ministeriet for sent blev opmærksom på dommen og i første omgang foretog en fejlvurdering af dens konsekvenser for dansk praksis. Det skyldtes bl.a. ministerens egne beklagelser af forløbet. 
  • Ombudsmanden fik senere ministeriets akter vedrørende ministeriets overvejelser om dommen til gennemsyn. 
  • Dette har ikke givet ombudsmanden grundlag for at ændre det fremadrettede sigte med undersøgelsen.