Ombudsmanden støtter gennemgang af børns klagemuligheder

26. januar 2015

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen bakker op om socialministerens plan om en gennemgang af børns klagemuligheder.

"Ombudsmandens Børnekontor har nu eksisteret i to år og har afdækket og undersøgt en række alvorlige og principielle sager. Men ombudsmandsinstitutionen arbejder inden for nogle bestemte rammer, og det er en løbende diskussion, om der er behov på området, som ikke bliver dækket. Jeg forstår, at socialministeren vil tage initiativ til en gennemgang af denne problemstilling, og det støtter jeg meget”, siger Jørgen Steen Sørensen. 

Alle børn bliver taget meget alvorligt
Ombudsmandens udmelding kommer efter, at det i medierne har været anført, at Ombudsmandens Børnekontor er afskåret fra at behandle en del klager fra børn.

"Det er vigtigt at slå fast, at alle børn, der kommer til os, bliver taget meget alvorligt. Når det siges, at 9 ud af 10 børn, der henvender sig, bliver afvist, er det derfor ikke dækkende. Der er mange børn, hvis sag vi efter vores lovgrundlag ikke kan gå ind i egentlige undersøgelser af, men vi gør altid vores bedste for at hjælpe dem. F.eks. ved at sende deres sag det rigtige sted hen, ved at sætte deres ønsker eller klager ind i den relevante retlige ramme eller ved at sørge for, at der bliver truffet en afgørelse i deres sag”, siger Jørgen Steen Sørensen. Han tilføjer, at det ikke er korrekt, når det i medierne er anført, at Børnekontoret i 2013 og 2014 har modtaget ca. 1350 klager fra børn. Det korrekte tal er ca. 100. De øvrige ca. 1250 sager drejer sig naturligvis om børn, men er enten indbragt for ombudsmanden af voksne, rejst på ombudsmandens eget initiativ eller vedrører tilsynsbesøg. 

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52

Kontorchef Bente Mundt, tlf. 33 13 25 12 

FAKTA

Eksempler på Børnekontorets hjælp

Følgende er eksempler på sager, som registreres som ”afviste”, men hvor ombudsmanden har hjulpet på forskellige måder.

Børn bortvist fra private grundskoler uden høring
Flere forældre har klaget til ombudsmanden over, at deres børn er bortvist fra en privat grundskole med kort varsel, og uden høring af elev eller forældre.

Ombudsmanden gik ikke ind i de konkrete sager, fordi børnene for længst havde forladt deres skole, og han derfor ikke kunne hjælpe dem i deres nuværende situation.

Ombudsmanden har derimod taget den generelle problemstilling op over for Undervisningsministeriet: Bør børn høres, inden de bliver bortvist fra en privatskole? Sagen behandles i øjeblikket. 

Hjælp til 17-årig, der ikke kunne komme i kontakt med sin sagsbehandler
En 17-årig pige havde i halvanden måned prøvet at få fat i sin sagsbehandler for at få afklaret sine muligheder for efterværn, når hun fyldte 18 år.

Ombudsmanden hjalp pigen ved at sende hendes klage videre til kommunen som en anmodning om hurtigst muligt at blive kontaktet af sagsbehandleren. Det blev senere oplyst, at pigen var blevet bevilget efterværn, efter hun fyldte 18 år. 

Hjælp til dreng, der var smidt ud hjemmefra
En 13-årig dreng kunne ikke få hjælp fra sin kommune, selvom han var blevet smidt ud hjemmefra af sin mor.

Drengen boede nu hos sin ”papfar”, men drengens mor ville ikke udlevere hans ting eller ændre hans adresse. Ombudsmanden underrettede Ankestyrelsen og sendte også efterfølgende flere henvendelser videre til Ankestyrelsen. Kommunen besluttede at arbejde hen imod en formel anbringelse af drengen. 

13-årig pige blev oplyst om sin ret til at klage
Ved et tilsynsbesøg oplyste en anbragt pige, at hun ønskede mere samvær med sine forældre. Ombudsmanden sendte pigens ønske videre til kommunen.

Kommunens efterfølgende afgørelser blev sendt til forældrene. Men da pigen var fyldt 12 år og dermed part i sagerne, skulle hun også selv have afgørelser med klagevejledning. Ved ombudsmandens mellemkomst fik hun senere afgørelser og klagevejledning, så hun blev bekendt med sin ret til at klage.

Ombudsmanden blev underrettet om, at pigen nu var indforstået med sin nuværende samværsordning. 

Hjælp til at få truffet afgørelse om hjemgivelse
En 17-årig pige, der var anbragt uden for hjemmet, klagede til ombudsmanden, fordi hun endnu ikke var blevet hjemgivet til sin mor. Sagsbehandleren havde fire måneder tidligere lovet pigen, at hun kunne komme hjem, når nogle papirer var ordnet. Siden da havde hun intet hørt. Ombudsmanden kontaktede kommunen, der oplyste, at sagen ville blive færdigbehandlet inden for de nærmeste uger. Ca. 14 dage senere flyttede pigen hjem til sin mor.

*** 

Ombudsmandens Børnekontor blev etableret i 2012.

Børnekontoret fungerer som hovedregel på samme retsgrundlag som resten af ombudsmandsinstitutionen: kontoret behandler f.eks. klager, tager sager op på eget initiativ og tager på tilsynsbesøg i børneinstitutioner mv. Børnekontoret behandler kun sager om børn, men både børn og voksne kan klage.

Børnekontoret kan kun gå ind i en sag, hvis alle andre klagemuligheder er udtømt. 

Afsluttede sager i Børnekontoret

 

2013

2014

-   Klagesager

548

741

-   heraf efter klager fra børn og unge under 18 år.

58

38

-   sager taget op af egen drift

16

21

-   sager som følge af tilsynsbesøg

12

7*

Afsluttede sager i alt

576

769

* I 2014 blev der gennemført 11 tilsynsbesøg.

Se mere på www.ombudsmanden.dk/boernekontoret

*** 

Eksempler på større principielle sager i Børnekontorets første to år.

"Ombudsmand alvorligt bekymret for kommunal spareplan for anbragte børn"
http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/ombudsmand_alvorligt_bekymret_for_kommunal_spareplan/

"Ombudsmanden ser på privatskolebørns rettigheder"
http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/privatskoleboerns_rettigheder/

"Socialt udsat søskendepar blev svigtet af kommune"
http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/socialt_udsat_soskendepar/

"Ombudsmanden har rejst spørgsmål om børns og unges rettigheder"
http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/borns_og_unges_rettigheder/

"Slut med kommunes anbringelse af børn og unge på hotel"
http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/kommunes_anbringelse_af_born_og_unge/

"Ombudsmanden tilfreds med mere klar retsstilling for adoptivbørn"
http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/mere_klar_retsstilling_for_adoptivborn/

"Fejlagtig vejledning afholdt familie med handicappet barn fra at søge kommunen om hjælp til at finde en handicapegnet bolig"
http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/fejlagtig_vejledning/

"Ombudsmandsbesøg resulterer i udvalg om magtanvendelse over for børn og unge"
http://www.ombudsmanden.dk/find/nyheder/alle/ombudsmandsbesog_resulterer_i_udvalg/