4. oktober 2018 | Nyhed

Anbragte børn og unge har krav på ordentlig skolegang. Det betyder bl.a., at opholdssteder uden en såkaldt intern skole ikke må varetage undervisningen af disse børn. Det konstaterer ombudsmanden i en netop afsluttet undersøgelse. 

Ombudsmandens undersøgelse tog afsæt i en sag om en 14-årig pige, der i en periode havde modtaget forskellige former for undervisning i et opholdssted uden intern skole. Undervisningen var bl.a. beskrevet som ”enkeltmandsundervisning” og ”hjemme/privat-undervisning”.  

På den baggrund rejste ombudsmanden i november 2017 en generel sag over for Undervisningsministeriet for at afklare retsgrundlaget for undervisning i opholdssteder og døgninstitutioner uden intern skole. 

Efter at have modtaget Undervisningsministeriets udtalelse konstaterer ombudsmanden nu, at folkeskolelovgivningen ikke giver anbringelsessteder uden intern skole mulighed for at varetage undervisningen af børn og unge. 

Anbragte børn, der bor på et opholdssted uden intern skole, skal således i stedet gå i f.eks. en intern skole på et andet opholdssted eller i en folkeskole, herunder i en specialklasse eller en specialskole. 

”Der har været tvivl om, hvilke regler der gælder for undervisning i anbringelsessteder uden intern skole. Det er nu slået fast, at kommuner ikke kan lade disse anbringelsessteder undervise børn og unge”, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. Han forventer, at sagen vil bidrage til at sikre, at anbragte børn og unge får den undervisning, som de har ret til. 

Ombudsmanden har bedt Undervisningsministeriet oplyse, om der efter ministeriets opfattelse er behov for at gøre landets kommuner opmærksomme på, at der ikke i folkeskolelovgivningen er hjemmel til at lade anbringelsessteder uden intern skole varetage undervisningen af anbragte børn og unge.
 

Se ombudsmandens høringsbrev til Undervisningsministeriet, ministeriets svar og ombudsmandens afsluttende brev til Undervisningsministeriet.

 
For yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52. 

Områdechef Susanne Veiga, tlf. 33 13 25 12.

FAKTA

  • En søgning på Tilbudsportalen den 22. september 2018 viste, at der var i alt 653 opholdssteder og døgninstitutioner omfattet af henholdsvis § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, i serviceloven (inkl. skibsprojekter, delvist lukkede døgninstitutioner og sikrede døgninstitutioner). 
  • Langt fra alle anbringelsessteder har en intern skole. Ifølge en rapport fra marts 2018 udarbejdet af Rambøll (”Undersøgelse af interne skoler”) var der på det tidspunkt 171 interne skoler i Danmark. 
  • En intern skole er oprettet efter overenskomst mellem anbringelsesstedet og den kommune, hvor anbringelsesstedet ligger (beliggenhedskommunen). Beliggenhedskommunen fører tilsyn med undervisningen i den interne skole. Tilsynet skal sikre, at undervisningen lever op til kravene i folkeskoleloven. 
  • Det er en betingelse for, at en kommune kan henvise et barn eller en ung til undervisning i et anbringelsessted, at det pågældende sted har en intern skole og har indgået en overenskomst med beliggenhedskommunen, hvori der er en beskrivelse af bl.a. undervisningens omfang, indhold og tilrettelæggelse i den interne skole.