Alvorlig kritik af grønlandsk erstatningsnævn

19. oktober 2011 | Nyhed

Den 14. oktober 2011 har ombudsmanden underrettet Folketingets Retsudvalg og justitsministeren om langsom og fejlbehæftet sagsbehandling ved Det Grønlandske Nævn vedrørende Erstatning til Ofre for Forbrydelser (det grønlandske erstatningsnævn).

”Det er overordentligt sjældent at jeg som ombudsmand går til Retsudvalget om fejl i en enkelt sag. I denne sag synes jeg det stod meget slemt til. Jeg har derfor underrettet Folketinget og lader tinget tage hånd om problemerne herfra,” siger ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.

Efter ombudsmandens mening har den borger som henvendte sig til ham, været udsat for en uacceptabel og særdeles kritisabel sagsbehandling.

Ombudsmanden udtalte følgende i sagen:

- Det var beklageligt at nævnet pålagde borgerens advokat at stå for hele forberedelsen af sagen

- Det var en beklagelig fejl at nævnet rådede advokaten til at kontakte en forkert myndighed

- Det var meget kritisabelt at nævnet først rettede fejlen efter over 1 år og 10 måneder

- Sagsbehandlingstiden på over 5 år var meget kritisabel

- Det var kritisabelt at nævnet ikke på eget initiativ underrettede advokaten da der ikke blev truffet afgørelse som borgeren måtte forvente

- Det var overordentligt kritisabelt at der gik næsten 3 måneder før nævnet svarede på en rykker fra advokaten.

Sagen opstod på baggrund af at en kvinde i 2005 søgte erstatning som voldsoffer fra det grønlandske erstatningsnævn. Da der i 2009 stadig ikke var truffet afgørelse i sagen, klagede hun til ombudsmanden over nævnets behandling af sagen.

Se hele udtalelsen her.

Yderligere oplysninger kan fås hos Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, på mobil 40 43 45 43 eller afdelingschef Kaj Larsen på telefon 30 92 90 92.

 

FAKTA

Reglerne om hvornår Folketingets Ombudsmand skal underrette Folketingets Retsudvalg og vedkommende minister, findes i ombudsmandslovens § 24. Bestemmelsen lyder sådan:

§ 24. Såfremt ombudsmandens undersøgelse af en sag viser, at der i den offentlige forvaltning må antages at være begået fejl eller forsømmelser af større betydning, skal ombudsmanden give meddelelse om sagen til Folketingets Retsudvalg. Ombudsmanden skal endvidere give meddelelse om sagen til vedkommende minister, kommunalbestyrelse eller regionsråd.”

Det grønlandske erstatningsnævn er oprettet ved kongelig anordning nr. 472 af 25. september 1984, som har grundlag i den danske lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Nævnets opgave er at behandle erstatningssager for personskade der forvoldes ved overtrædelse af kriminallov for Grønland hvis overtrædelsen er begået i Grønland.

 

Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Ombudsmanden får årligt omkring 5.000 klager fra borgere der mener at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske afdelinger. Cirka 85 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand.