Aktindsigtssag om lærerkonflikten i 2013

14. november 2017

Danmarks Lærerforening har bedt Folketingets Ombudsmand om igen at se på en sag om aktindsigt, der har forbindelse til lærerkonflikten i 2013. Lærerforeningen har henvist til, at der er fremkommet nye oplysninger, der har væsentlig betydning for den sag, som ombudsmanden sluttede i april 2013. 

Ombudsmanden har sendt anmodningen videre til Finansministeriet, så ministeriet kan svare lærerforeningen. Samtidig har ombudsmanden bedt ministeriet om at underrette ham om svaret til lærerforeningen. 

Lærerforeningen kan klage til ombudsmanden igen, hvis foreningen ikke er tilfreds med svaret fra Finansministeriet. 

”Jeg er opmærksom på, at der har været rejst spørgsmål om, hvorvidt ombudsmandsinstitutionen fik de rigtige oplysninger, da vi behandlede sagen i 2013. Jeg har ikke haft grund til at tvivle på disse oplysninger, men jeg vil gerne se Finansministeriets svar til lærerforeningen”, siger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. 

Afslag på aktindsigt
Danmarks Lærerforening klagede i januar 2013 til ombudsmanden over afslag på aktindsigt i dokumenter udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af regeringen. Arbejdsgruppen skulle forberede de kommende overenskomstforhandlinger på lærerområdet. 

Inden overenskomstforhandlingerne blev arbejdsgruppen imidlertid lukket ned uden at afgive rapport. Finansministeriet oplyste bl.a., at arbejdsgruppens dokumenter var interne i offentlighedslovens forstand, da de ikke var afgivet til udenforstående under omstændigheder, som medførte, at de havde fortabt deres interne karakter. 

Efter en undersøgelse af sagen konkluderede ombudsmanden i en udtalelse af 24. april 2013, at der ikke var juridisk grundlag for at kritisere afslaget på aktindsigt. 

Danmarks Lærerforening mener, at der nu er kommet nye oplysninger, der har væsentlig betydning for vurderingen af sagen. 

 

Danmarks Lærerforenings brev af 31. oktober 2017 til ombudsmanden 

Ombudsmandens breve af 10. november 2017 til Danmarks Lærerforening og Finansministeriet 

Ombudsmandens udtalelse af 24. april 2013 

Nyhed fra 24. april 2013: I orden at hemmeligholde forberedelse af overenskomstforhandlinger – men ombudsmanden rejser spørgsmål om ”offentlighedstænkning”
 

Yderligere oplysninger: 

Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, tlf. 20 33 97 52

Områdechef Kirsten Talevski, tlf. 33 13 25 12