Kommuner bør være omhyggelige ved administration af pensioner

4. oktober 2010 | Nyhed

Når kommunerne administrerer nogle af samfundets allersvageste borgeres pensioner, stiller det store krav til kommunernes omhu.

”Der kan være gode grunde til at en kommune træffer afgørelse om at administrere en borgers pension – eller en del af den. Men administration af pension er en indgribende foranstaltning og kan ikke bruges til – helt generelt – at varetage en borgers økonomiske interesser eller til at forvalte den pågældendes samlede økonomi,” siger Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, i forlængelse af en netop afsluttet sag.

Det kan f.eks. være aktuelt at administrere en borgers pension hvis den pågældende på grund af misbrug eller psykisk sygdom ikke magter at betale sin husleje eller kommer til at bruge hele sin pension i løbet af ganske få dage. I de tilfælde kan kommunen træffe afgørelse om at borgeren ikke skal have udbetalt hele sin pension på en gang. Kommunen kan også træffe afgørelse om at tilbageholde en del af borgerens pension sådan at kommunen kan stå for f.eks. huslejebetalingen.

”Sagsbehandlerne i kommunerne skal i deres daglige arbejde med at administrere borgernes pensioner være omhyggelige med at holde sig inden for rammerne af den administrationsafgørelse der er truffet. Hvis kommunen mener at der er behov for at udvide rammerne, må der træffes en ny administrationsafgørelse med begrundelse og klagevejledning så borgeren får mulighed for at klage over udvidelsen,” siger Hans Gammeltoft-Hansen.

Det sociale nævn bør genoptage sag
Ombudsmandens udtalelse kommer i kølvandet på en netop afsluttet sag hvor en kommune havde truffet afgørelse om at administrere en mands førtidspension fordi han ikke betalte sin husleje og ikke gjorde tilstrækkeligt rent i sin lejlighed. Efterfølgende sørgede kommunen for at mandens husleje blev betalt, men kommunen betalte også en række andre regninger for manden – blandt andet en medicinregning og en regning for istandsættelse af mandens lejlighed da han flyttede.

Det fik to af mandens pårørende til at klage over kommunens administration af førtidspensionen. Det sociale nævn afviste imidlertid at behandle klagen, men ombudsmanden fastslår at nævnet burde have behandlet klagen. Ombudsmanden kalder det beklageligt at kommunen ikke havde gjort sig klart at den i realiteten havde udvidet omfanget af administrationen af mandens førtidspension og dermed truffet nye afgørelser. Desuden mener ombudsmanden at det er kritisabelt at det sociale nævn afviste at behandle de pårørendes klage. Ombudsmanden henstiller nu at nævnet genoptager sagen.  

Læs ombudsmandens udtalelse her.

Yderligere oplysninger kan fås hos ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen på mobil 40 43 45 43. 

 

FAKTA:

Ifølge § 35 i førtidspensionsloven og § 36 i lov om social pension kan kommunalbestyrelsen afgøre på hvilken måde pensionen skal udbetales, hvis den skønner at en pensionist ikke kan administrere sin pension. Det kan f.eks. være hvis pensionisten gentagne gange har misligholdt huslejebetalingen, eller hvis pensionistens udlejer har indgivet anmodning til fogedretten om at pensionisten udsættes af sit beboelseslejemål på grund af betalingsmisligholdelse.

Kommunalbestyrelsen kan også anmode om at der iværksættes værgemål for pensionisten.Værgemål kan bl.a. iværksættes for en person der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender, hvis der er behov for det.

 

Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at ændre deres afgørelser. Hvert år får ombudsmanden omkring 4000 klager fra borgere der mener at en myndighed har begået fejl. En typisk fejl kan være en kommune eller anden myndighed der har været for længe om at svare på et brev eller truffet en forkert afgørelse. Ombudsmanden tager også selv sager op, for eksempel efter omtale i en avis, ligesom han ofte er på inspektion i blandt andet fængsler og psykiatriske hospitaler. Cirka 85 medarbejdere er ansat ved Folketingets Ombudsmand.