For lang ventetid ved offentlige myndigheder

16. december 2008 | Nyhed

Knap to år. Så længe skal en landmand fra Tønder Kommune indstille sig på at vente, før han får svar fra kommunen på en ansøgning om at udvide en mælkeproduktion.

 

”Det er alt for længe. Sagen drejer sig om landmandens levevej, og det er ikke rimeligt at han skal vente så lang tid. En borger skal have svar inden for rimelig tid ”, siger Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen efter at have behandlet sagen. Han er samtidig bekymret over at en lang sagsbehandlingstid er et problem ved flere myndigheder. I de seneste år har et stigende antal sager hos ombudsmanden angået myndighedernes sagsbehandlingstid. Ombudsmandsinstitutionen har derfor haft særlig fokus på sagsbehandlingstiden og har nu i en række tilfælde kritiseret at borgere venter for længe. 

  

Ombudsmanden har tidligere i år i en såkaldt egen drift-undersøgelse af sagsbehandlingstiden kritiseret en række forhold i socialforvaltningen i Holbæk Kommune og i Syddjurs Kommunes natur- teknik- og miljøforvaltning. Ombudsmanden har også for nylig afsluttet to egen drift-projekter om sagsbehandlingstiden hos Skatteankenævnet Lolland-Falster og Skatteankenævnet Vendsyssel. Sagsbehandlingstiden i de to ankenævn var overordnet set acceptabel, men i begge tilfælde kritiserede ombudsmanden ankenævnenes mangelfulde orientering af klagerne når sagerne trak ud. I en sag der endnu ikke er afsluttet, har ombudsmanden af egen drift stillet spørgsmål til Velfærdsministeriet om sagsbehandlingstiden i de 5 statsforvaltninger. Ombudsmanden er også i dialog med Patientklagenævnet om nævnets sagsbehandlingstid. 

 

De kommuner ombudsmanden har undersøgt, har bl.a. peget på problemer som følge af kommunalreformen. ”Der er ingen tvivl om at kommunalreformen har medført store arbejdsopgaver for kommunerne både før og efter 1. januar 2007. Jeg mener der skal udvises forståelse for at kommunalreformen i en periode har medført særlige problemer for kommunerne. Men kommunerne er ansvarlige for at denne periode bliver kort, og at borgernes sager under alle omstændigheder bliver behandlet forsvarligt, herunder at der er en forsvarlig bemanding af forvaltningen”, siger ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen.

 

Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Morten Engberg på tlf. 33 43 54 44. 

 

Du kan læse mere om sagen om Tønder Kommune her, om undersøgelsen af sagsbehandlingstiden i Syddjurs Kommune her og i Holbæk Kommune her. Undersøgelsen af sagsbehandlingstiden i Skatteankenævnet Lolland-Falster kan læses her, mens undersøgelsen af Skatteankenævnet Vendsyssel kan læses her.

 

FAKTA  

Det følger af god forvaltningsskik at sager inden for den offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig tid. Der er ikke i forvaltningsloven eller andre relevante love fastsat regler om myndighedernes sagsbehandlingstid. Spørgsmålet om hvornår en myndigheds sagsbehandlingstid overskrider det acceptable, kan derfor ikke besvares generelt. Ved vurderingen af en myndigheds sagsbehandlingstid må man ud over den samlede sagsbehandlingstid tage andre forhold i betragtning: Sagens karakter, omfanget af de undersøgelser myndigheden skal foretage, den sædvanlige sagsbehand­lingstid og de løbende ekspeditioner i sagen.

 

I 2004 drejede 476 af 4093 oprettede sager hos ombudsmanden sig om sagsbehandlingstid. I 2005 var det 566 af i alt 4266 sager. For 2006 var tallet 592 af i alt 4110 sager. I 2007 blev der oprettet 3796 sager, og af disse angik 769 sagsbehandlingstid. 9 af de 769 sager blev oprettet af egen drift. I 2008 er tallet til og med 30. november 2008 677 sager ud fra et samlet tal i samme periode på 3879 sager. Også her er 9 af de 677 sager angående sagsbehandlingstid oprettet af egen drift.

 

I slutningen af 2006 skrev ombudsmanden til det daværende indenrigs- og sundhedsministerium at han fra den 1. januar 2007 ville have særlig fokus på sagsbehandlingstiden i de nye kommuner og regioner. Baggrunden var at ombudsmanden havde fået det indtryk at der skete en stigning i sagsbehandlingstiden i visse amtskommuner og kommuner på grund af kommunalreformen. Du kan se en tidligere nyhed om dette her.

 

 

Folketingets Ombudsmand skal kontrollere statslige og kommunale myndigheder og andre offentlige forvaltningsmyndigheder. Ombudsmanden kan behandle klager over forvaltningsmyndighedernes afgørelser og deres behandling af borgerne og sagerne. Herudover kan ombudsmanden tage sager op på eget initiativ og iværksætte generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager.