Ombudsmandens Børnekontor har besøgt 15-årig isolationsfængslet pige

4. februar 2016

Medarbejdere fra Ombudsmandens Børnekontor har sammen med repræsentanter for Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur besøgt en 15-årig pige, som har siddet isolationsfængslet siden 14. januar 2016. Isolationsfængsling af mindreårige sker yderst sjældent. 

Formålet med tilsynsbesøget var at kontrollere, at pigen blev behandlet værdigt, hensynsfuldt og i overensstemmelse med sine rettigheder. Der var under besøget bl.a. fokus på pigens sundhedsmæssige forhold og hendes muligheder for beskæftigelse, fritidsaktiviteter og undervisning. 

Besøgsholdet konstaterede ikke forhold, der giver ombudsmanden grundlag for at foretage sig mere. 

Ombudsmanden vil fortsat følge sagen. 

Ombudsmanden kan ikke give flere oplysninger om tilsynsbesøget. 

Generelle baggrundsoplysninger kan fås hos direktør Jonas Bering Liisberg på telefon 50 77 50 99. 

 

OMBUDSMANDENS TILSYNSBESØG 

  • Folketingets Ombudsmand tager ofte på tilsynsbesøg bl.a. på institutioner, hvor mennesker er eller kan blive frihedsberøvet. 
  • Ombudsmanden udvælger selv, hvilke institutioner han vil besøge.
  • Formålet med ombudsmandens besøg er at bidrage til at sikre, at personer, der opholder sig eller bor i institutioner, bliver behandlet værdigt, hensynsfuldt og i overensstemmelse med deres rettigheder.
  • Tilsynsbesøgene sker dels som led i ombudsmandens almindelige tilsynsvirksomhed efter § 18 i ombudsmandsloven, dels i henhold til den valgfri protokol til FN-konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
  • Ombudsmandens arbejde efter protokollen udføres i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur. DIGNITY og Institut for Menneskerettigheder bidrager i samarbejdet med særlig lægelig og menneskeretlig ekspertise.
  • Ombudsmandens Børnekontor skal bl.a. være med til at sikre, at børns rettigheder efter FN’s børnekonvention bliver fulgt. Børnekontoret tager på tilsynsbesøg på både offentlige og private institutioner, hvor børn opholder sig.
  • Under tilsynsbesøg har ombudsmanden fast praksis for, at besøgsholdet på et afsluttende møde giver ledelsen en mundtlig og umiddelbar tilbagemelding på besøget om de overvejelser, som besøgsholdet har gjort sig på stedet.

Se mere på:

http://www.ombudsmanden.dk/om/ombudsmandens_arbejde_/inspektioner/

og http://boernekontoret.ombudsmanden.dk/